Kvinden Sofie Evind

1989

er året hvor jeg blev født, som lillesøster og fik senere en lillebror. Altså er jeg midterbarn, vokset op med at være, enten for lille til at lave det min søster gjorde, eller lidt for stor til at gøre det samme som min bror. En følelse jeg har brugt lang tid på at bearbejde. Men som jeg har fundet frem til er en styrke, fordi det har givet mig en meget veludviklet empatisk evne.

Min barndom

brugte jeg på at tilpasse mig verden. Når jeg havde det bedst og var i flow havde jeg en fest. Jeg brugte meget tid på at:

  • Undersøge planter

  • Observere mennesker

  • Skrive dagbog

  • Tegne mens jeg hørte fantacy lydbog

  • Udforskede nye veje og gik på eventyr hvorend jeg kunne

  • Finde sten og andre natur materialer, havde også et par krystaller

Jeg har altid været nysgerrig og lidt af en problemløser. Jeg havde min egen lille køkkenhave i min mors store køkkenhave, og jeg elskede den, men egentlig ville jeg hellere hjælpe min mor med hendes. Jeg har altid elsket at være en del af et fællesskab.

Min første blødning

kom en nat da jeg var 14, helt stille og roligt, meget udramatisk faktisk. Da jeg kom ned på vores fælles badeværelse om morgenen og opdagede det, opdagede min mor det samtidig og spurgte ”ved du hvad det er - og hvad du skal gøre?” - til det kunne jeg svare JA, og så var det det.

  • Ikke noget om hvad jeg kunne forvente

  • Ikke noget med tillykke med at være blevet kvinde

  • Ikke noget med fejring af og træde ind i den blødende del af mit liv

  • Ikke nogen vidensdeling om hvordan hun havde haft det

  • Ikke nogen fortælling om alle fordelene ved at have en cyklus

- Og den velkomst til at være blevet et cyklisk væsen tror jeg langt fra at jeg var ene om.

Misforstå mig endelig ikke, jeg bebrejder ikke min mor noget, jeg tror egentlig heller ikke, at jeg virkede eller var, synderligt interesseret i at få uddybet noget omkring det, som var sket med mig.

Jeg er ikke helt sikker på at jeg som teenager var klar til at omfavne min cyklus, og tage alle de ting ind som jeg ved i dag. Jeg er dog ret sikker på, at hvis min omverden havde snakket om det der skete og været åbne omkring det på en ikke skamfuld måde, så var den blevet mere naturlig og ikke noget jeg med tiden havde lagt stor afstand til.

Teenageårene

Egentlig havde jeg ikke noget problem med min cyklus inden jeg kom på p-piller. Den var regelmæssig og jeg var ikke begrænset af at jeg skulle dyrke sport, jeg gik faktisk ikke til noget og svømmehallen kom jeg ikke i, fordi jeg havde vandskræk dengang.

Jeg husker det som om mine omgivelser havde et problem med min cyklus, måske ikke lige netop min, men sådan generelt set. Blødning og cyklus var ildeset.

 Jeg hørte tit udtalelser fra mine medsøstre som:

  • Det så meget nemmere på p-piller så kan du bare springe en gang over

  • Åh nej, nu kom mit lort igen her til morgen

  • Hvorfor skal vi kvinder have den her forbandelse værd måned

  • Hvem har besluttet at vi skal være det ulækre køn og bløde en uge om måneden

Disse udtalelser og mange flere, satte sig langsomt fast og blev en del af min fortælling, og de satte sig dybere efter jeg kom på p-piller.

Årene på P-piller

Jeg kom på p-piller da jeg overvejede at have sex med en fyr i gymnasiet. Ikke på grund af komplikationer i min cyklus eller at jeg havde en fast kæreste eller fordi jeg ikke kunne lide min blødning.

Kun af den simple årsag at jeg OVERVEJEDE at have sex og gerne ville være forberedt.

Jeg endte med at vente nogle år, før jeg havde min seksuelle debut. Og i al den ventetid, - var jeg på p-piller.

 

Jeg vidste dybt inde at der var noget der lagde låg på mig, at der var noget der ikke var rigtigt, og det var ligesom om at jeg befandt mig på den forkerte side af et forhæng og ikke kunne se den verden der var på den anden side. Det var som om min krop prøvede at fortælle mig hvad der var galt, men jeg var afskåret fra at lytte. Hvis jeg havde været i stand til at lytte, havde jeg ikke haft sproget til at forstå.

P-piller var ikke for mig

Jeg endte med at være på P-piller igennem 7 år, uden nogen grund egentlig, og jeg brød mig ikke om hvad de gjorde ved hele mit kropssystem, selvom jeg ikke kunne se det dengang. Sammenlignet med i dag:

  • Følte jeg mig afskåret fra min krop,

  • Havde jeg negative tankemønstre

  • Jeg var på ingen måde i kontakt med min spiritualitet

  • Der var ikke engang hul igennem til hvad jeg drømte om

  • Hele mit liv handlede egentlig bare om at overleve og at have det okay.

 

Den kollektive skam

Der er en kollektiv skam omkring blødning og cyklus i vores samfund, den er så dybt indlejret i os alle at det er blevet ”normalt”. For mig er noget som er ”normalt” ikke nødvendigvis lig med at det er godt, eller sådan det skal være.

Denne normalitet er noget jeg ønsker at gøre op med. Det skal ikke være skamfuldt at være naturlig.

Jeg har dog selv været der og skammet mig over at have en cyklus og særligt min blødning, jeg har gemt mine menstruationsprodukter langt væk og stadig været nervøs for at nogen skulle finde dem. Jeg har været hunderæd for at skulle bløde igennem og jeg har været ked af at være kvinde og skulle døje med det her.

I dag er jeg heldigvis et sted hvor jeg kan sige:

Jeg skammer mig hverken over min blødning eller min cyklus på nuværende tidspunkt.
Jeg omfavner begge dele og elsker at være kvinde.

2010

var et af mine sabbatår og jeg rejste til Costa Rica, et eventyr der skulle vise sig at vække min eventyrlystne side. En side jeg havde fået pakket ned gennem årene med lektier og deadlines. Jeg var på højskole og mødte en masse nye mennesker som så mig for den jeg var og ikke kendte min forhistorie. Det satte nogle tanker i gang hos mig.

Nu kunne jeg være lige den jeg gerne ville være, men jeg følte mig som en lille mus.

Jeg var ikke fri til at være den jeg gerne ville være. Så jeg begyndte nok her at opdage den lille udgave af mig selv, som jeg i dag ved er en begrænset udgave.

2015

er året hvor jeg blev færdiguddannet psykomotorisk terapeut uden at vide hvad jeg ville - overhovedet. Jeg ville være selvstændig på et tidspunkt, så meget vidste jeg. Men jeg manglede en masse brikker i puslespillet, så dem begyndte jeg at samle.

I 2016

greb jeg chancen da den bød sig. Jeg tog til Cuba for at lære at danse. Dansen viste mig et kæmpe potentiale som jeg ikke vidste jeg havde. Det åbnede en helt ny verden for mig.

Min feminine og sensuelle side, som jeg pænt havde lagt låg på
i mange år, kom til udtryk.

Jeg lærte at stole på min krop, og stole på at den vidste hvad der var godt for mig, så jeg lærte at lytte til og bevæge min krop. Den vigtigste læring som jeg stadig lever efter i dag var:

Det som føles rigtigt for mig, ER rigtigt for mig, lige meget hvad andre mennesker tænker,
- eller hvad jeg forestiller mig at de tænker.

Jeg lærte bevægelser som jeg i min vildeste fantasi aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle udføre. Men det føltes jo godt og så godt ud, så hvorfor skulle jeg lægge bånd på mig selv?

Siden har jeg taget denne overbevisning med uden for dansegulvet og lever i dag et mere frit liv, og jeg bevæger mig når og hvor som helst min krop har brug for det.

 

Da 2017 starter

har jeg hvad jeg tror er mit drømmejob. På en skole i en klasse med en masse søde børn.

Jeg flytter til København og starter for alvor med at danse, mange urbane dansestilarter bliver prøvet af:

  • Cubansk Salsa

  • Mavedans

  • Reggaeton

  • Twerk

  • Bachata

  • Dancehall

Min læring efter mange timer i danselokalet, med et job hvor jeg føler mig utilstrækkelig og i en lejlighed hvor jeg ikke følte mig hjemme er:

Min krop er IKKE en maskine, den har brug for ro og omsorg for at lade op.

Faktisk ender 2017 med at jeg ligger på mine forældres sofa med en depression.

2018

begynder således på mine forældres sofa, hvor jeg lærer at:

Mine forældre elsker mig og vil gøre hvad som helst for at hjælpe mig . De er mennesker, som gør deres aller bedste, og det har de altid gjort.

Jeg begynder at forstå hvad livet vil mig, og at en masse af det jeg forestiller mig ikke nødvendigvis er rigtigt.

Jeg er også blot et menneske, som ingen forlanger skal gøre mere end mit bedste.

 

2019

føles lidt som et pause år for mig. Det var et år hvor jeg afsluttede en masse ting.

  • Jeg sluttede et forhold

  • Besluttede at jeg ikke skulle bo i København

  • Stoppede med at sove på min venindes sofa

  • Afgjorde at jeg var blevet voksen

  • Holdt op med at tage danseundervisning

  • Afsluttede mine 20’ere

og jeg såede frø, fik planlagt en rejse, accepteret orlov fra arbejdet og accepterede mig selv for den jeg er.

Jeg er som jeg er, hel og fin i hele min eksistens

2020

starter for mig i Thailand hvor jeg føler mig født på ny. Af mange grunde:

  • Et webinar om kvindens cyklus

  • Opdagelse af mit Human Design

  • Beslutning om hvad mit liv skal indeholde

  • Glædeligt gensyn med krystallernes verden

  • Omfavnelse af min spiritualitet

Jeg kom hjem til at hele verden stod stille. Jeg tog et kursus i kvindens menstruationscyklus. Som jeg havde besluttet mig for i Thailand.

Jeg vendte hjem til min krop, og genfandt glæden ved, at være kvinde og have en cyklus.

I samme omgang begyndte jeg en yogapraksis, fordi jeg manglede noget bevægelse i min hverdag, alle sociale danse muligheder var lukket. Igen åbnede der sig en helt ny verden for mig, yogaens evne til at skabe balance i hele kropssystemet, er intet mindre end fantastisk.

Jeg fik skabt en forbindelse til mit hjerte, som er blevet mit kompas.
Min indre stemme som siger “Du kan godt!”

2021

blev et forandringsår for mig, mildt sagt. Først tog jeg en uddannelse i mig selv, ved at lære mig selv at kende igennem Human Design og numerologien, sideløbende med en masse kropsterapi, selvudvikling og dagbogsskrivning.

Jeg tilegnede mig et helt nyt ordforråd, og en verden af genkendelse foldede sig ud da jeg dykkede ned i Human Design og lærte min type at kende.

Jeg tog en uddannelse i kvinders sundhed, og blev:

Cyklusvejleder

Hormonyoga instruktør

Yogaterapeut

Jeg sluttede året af med at vinke farvel til livet som lønmodtager og blev selvstændig.

2022

puslespilsbrikkerne blev samlet og jeg har siden levet af at være selvstændig og lave lige det jeg holder aller mest af, at hjælpe mennesker med en 28 dages cyklus, til at tage deres kraft tilbage og leve et cyklisk liv i en patriakalsk samfund.

I mine behandlinger inddrager jeg al min viden, så jeg bedst muligt kan hjælpe dig lige der hvor du er.

Vi er alle på vores egen rejse, og jeg vil støtte dig i at tage de skridt som du skal tage.

Til de interesserede er jeg:

  • 5/1 spleninsk Projector i HD

  • 1’er i numerologiskgrundenergi med lifepath 33

  • tyr i sol, fisk i måne og skorpion i assendanten